Aarhus Universitets segl

Hjemmeopgave


Ved en hjemmeopgave får den studerende mulighed for at arbejde med en problemstilling over en given periode.

Problemformulering og emne kan være bestemt af underviseren (en “bunden” prøve) eller bestemt af den studerende selv inden for fagelementets ramme (en “fri” prøve).

Hjemmeopgaver kan have mange forskellige formater. De kan fx indeholde et produkt (video, lyd, model, osv.), være udformet som rapport, synopsis, portfolio, kortsvarsprøve, mv. Fælles for hjemmeopgaver er, at de består af ét produkt, som afleveres samlet til bedømmelse.

En hjemmeopgave kan variere i tidsmæssig længde fra timer til et helt semester.

Hjemmeopgave kan indgå i:

Jura

Følgende skal fremgå af kursusbeskrivelsen:

  • Hvorvidt hjemmeopgaven er fri (den studerende udarbejder problemformulering inden for fagelementets emne) eller bunden (underviser stiller opgaven).
  • Hjemmeopgavens omfang (antal sider og anslag, eller hvis der ikke er omfangskrav)
  • Hjemmeopgavens format (fx synopsis, rapport, portfolio, produkt, osv.)
  • Prøvens evt. varighed
  • Bedømmelsesform
  • Censurform
  • Individuel eller gruppebaseret besvarelse (angivelse af størrelsen på gruppen)
  • Beskrivelse af reeksamen - både hvis den er identisk eller forskellig fra den ordinære

Særligt for gruppeprøver

Ved gruppeprøver er det et krav, at den enkelte studerende bidrag kan konstateres. Det kan ske ved at de studerende påfører i hjemmeopgaven, hvem der har skrevet de pågældende afsnit. Det kan også ske ved at den skriftlige hjemmeopgave indgår i bedømmelsen ved et efterfølgende mundtligt forsvar. Kravene til individualisering fastsættes i studieordningen.

Understøttelse og afvikling

  • Eksamensdatoer for en hjemmeopgave (inklusive startdato for prøven ved bunden hjemmeopgave) offentliggøres for studerende til de fælles AU-frister for publicering af skemaer og eksamensdatoer, som er i henholdsvis oktober/april det foregående semester
  • Hjemmeopgaver systemunderstøttes i WISEflow: Udlevering af eksamensspørgsmål ved bundne prøver foregår i systemet, ligesom aflevering af besvarelser, bedømmelse og resultatregistrering. Det er muligt at anvende plagiatkontrol på hjemmeopgaver, men ikke muligt at anvende overvågning af eksamenssituationen.
  • Idet eventuelle opgavesæt/eksamensspørgsmål skal udleveres via WISEflow, sender den kursusansvarlige materialet til administrationen forud for eksamen. Eksamenssæt udleveres aldrig via Brightspace eller på andre platforme. Bedømmere tager noter og sikrer sig derved, at vedkommende kan udtale sig i forbindelse med en eventuel klagesag. Det anbefales, at bedømmelsesnoter indtastes i WISEflow.
  • Hvis hjemmeopgaven består i en samling af arbejder – en såkaldt portfolio – afleveres denne som en samlet besvarelse i WISEflow til afleveringsfristen. Frem mod den endelige aflevering i WISEflow, kan der i løbet af undervisningen foregå foreløbig indlevering af opgaver, fx i Brightspace. Information om dette skal fremgå tydeligt for studerende i Brightspace ved semesterstart. Bedømmelsen sker dog udelukkende i WISEflow, når den samlede portfolio afleveres.

Eksempler på hjemmeopgaver

Bunden hjemmeopgave 

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia  

Prøven aflægges som en individuel bunden hjemmeopgave. Omfang: 5-7 normalsider. Varighed: 7 dage. Den studerende tildeles et spørgsmål ved prøvens begyndelse.  

Opgaven skal afleveres til bedømmelse i WISEflow inden afleveringsfristen, der er fastsat i eksamensplanen. Opgaven bedømmes ud fra de faglige mål.  

Reeksamen  

Reeksamensformen er den samme som den ordinære prøveform. 

Forudsætninger for prøvedeltagelse   

                

Fri hjemmeopgave 

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia  

Individuel skriftlig opgave på max. 36.000 anslag (tegn inkl. mellemrum) svarende til 15 normalsider á 2.400 anslag. Der skal udarbejdes et kort dansk resume på maksimum ½ side svarende til 1.200 anslag.   

Reeksamen 

Reeksamensformen er den samme som den ordinære prøveform. 

Forudsætninger for prøvedeltagelse   

Ingen

Fri hjemmeopgave 

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia  

Prøven aflægges som en fri hjemmeopgave. Opgavens emne og metode skal være relevant i forhold til fagets indhold og aftales med underviseren. 
 
Opgaven kan skrives individuelt eller i en gruppe på op til 3 studerende, hvor den enkelte studerendes bidrag skal kunne gøres til genstand for individuel bedømmelse.

Det skal fremgå af besvarelsen, hvilke afsnit den enkelte studerende er ansvarlig for. 

  • Omfang ved 1 studerende: 8-10 normalsider. 
  • Omfang ved 2 studerende: 14-16 normalsider. 
  • Omfang ved 3 studerende: 20-22 normalsider.  
Opgaven skal afleveres til bedømmelse i WISEflow inden afleveringsfristen, der er fastsat i eksamensplanen. Opgaven bedømmes ud fra de faglige mål. 

Reeksamen  

Reeksamensformen er den samme som den ordinære prøveform. 

Forudsætninger for  prøvedeltagelse   

Ingen 

                 

Portfolio 

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia  

Prøven aflægges som en fageksamen (portfolio) bestående af følgende 4 elementer: 

1) en individuel fri hjemmeopgave på 1-2 normalsider. 
2) en fri hjemmeopgave, der kan skrives individuelt eller i en gruppe på op til 3 studerende, hvor den enkelte studerendes bidrag skal kunne gøres til genstand for individuel bedømmelse. Det skal fremgå af besvarelsen, hvilke afsnit den enkelte studerende er ansvarlig for. 

  • Omfang ved 1 studerende: 5-6 normalsider. 
  • Omfang ved 2 studerende: 8-9 normalsider. 
  • Omfang ved 3 studerende: 11-12 normalsider. 

Produkter kan indgå i opgaven og kan afhængig af omfang og efter undervisers anvisning udgøre et antal normalsider af opgavens omfang. 

3) En optagelse af et individuelt mundtlig oplæg på 7 minutter.  
4) Individuel fri hjemmeopgave på 5-6 normalsider. 

Den samlede portfolio skal afleveres til bedømmelse i WISEflow inden afleveringsfristen, der er fastsat i eksamensplanen. Der foretages en samlet bedømmelse af portfolioen ud fra de faglige mål. 

Reeksamen  

Reeksamensformen er den samme som den ordinære prøveform.  

Forudsætninger for prøvedeltagelse   

Ingen
Fri hjemmeopgave med produkt  

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia  

Prøven aflægges som en individuel fri hjemmeopgave med et tilhørende praktisk produkt (f.eks. i form af en videoproduktion/3D visualisering/lydfil/model/prototype).

Omfang af den frie hjemmeopgave: 8-10 normalsider.  

Produktets omfang og art skal være relevant i forhold til fagets indhold og aftales med underviseren.  

Produktet skal være af en beskaffenhed, som i dokumenteret form kan afleveres digitalt samt tilgås af eksaminator og censor. 

Opgaven og produktet skal afleveres til bedømmelse i WISEflow inden afleveringsfristen, der er fastsat i eksamensplanen. Der foretages en samlet bedømmelse af den frie hjemmeopgave og det praktiske produkt ud fra de faglige mål. 
Reeksamen  Reeksamensformen er den samme som den ordinære prøveform.

Forudsætninger for prøvedeltagelse   

Ingen