På Health tager vi udgangspunkt i AU's overordnede kvalitetspolitik, når vi skal sikre at vores studerende bliver stærke kandidater med relevante kompetencer. Det betyder konkret, at vi inddrager input fra dimittendundersøgelsen til udviklingen af uddannelserne, og har fokus på at give muligheder for praktik og projektorienterede forløb, samt at skrive erhvervsspecialer. Herudover har vi fokus på, hvordan vi som universitet samarbejder med aftagerne og hvordan vi kan efter-videreuddanne til et arbejdsmarked i udvikling. Det kan du læse mere om på undersiderne til delpolitikken.
AU’s uddannelser skal med udgangspunkt i dyb faglighed give studerende samtidsrelevant viden, kvalifikationer og kompetencer, således at kandidaterne kan begå sig på et dynamisk og digitaliseret arbejdsmarked. Studerende skal kunne deltage i karriereskabende aktiviteter, der støtter dem i at foretage karriere- og kompetenceafklaring, og som letter overgangen fra at være studerende til at være medarbejder eller iværksætter.
Alle studerende skal eksponeres for og stimuleres til interaktion med arbejdsmarkedets aktører. De studerende gives mulighed for at løse praksis- og arbejdsmarkedsnære problemstillinger, møde potentielle arbejdsgivere og stifte bekendtskab med faglige rollemodeller i relevante ansættelser.
På AU skal de studerende erfare, at uddannelserne er udviklet og tilrettelagt med inddragelse af relevante aftagerperspektiver. Aftagere skal derfor inddrages i det løbende arbejde med at udvikle kvalitet i AU’s uddannelser.