Aarhus Universitets segl

Afsluttende eksamen


En afsluttende eksamen afslutter som udgangspunkt hele uddannelsen; det vil sige eksamen i bachelorprojekt, kandidatspeciale, akademisk overbygningsprojekt eller masterprojekt. Den studerende støttes undervejs i processen med faglig vejledning af underviser – enten individuelt og/eller gruppevis.

Afsluttende eksamen er beskrevet i eksamensbekendtgørelsen, §3 stk. 3, §9, §10, §11, § 12, stk. 3, §14 og § 36.

Mulige prøveformer Censur og bedømmelse Digital understøttelse
  • Ekstern censur
  • 7-trinsskala
  • Én samlet bedømmelse
  • WISEflow

Jura

  • Det er fastsat i eksamensbekendtgørelsen, at den afsluttende eksamen skal bedømmes efter 7-trinsskalaen og med ekstern censur. Der kan ikke afviges fra den fastsatte prøveform til reeksamen.
  • En afsluttende prøve kan afholdes som individuel prøve eller som gruppeprøve. Ved gruppeprøve har den studerende ret til at aflægge prøven individuelt. Det betyder, at den enkelte studerende har ret til individuelt mundtligt forsvar, også selvom en skriftlig opgavebesvarelse er udarbejdet i en gruppe.
  • Den studerende kan tilbydes særlige prøvevilkår.
  • Den studerendes stave- og formuleringsevne skal indgå ved bedømmelsen, og det skal fremgå af studieordningen, hvordan det indgår.
  • Der kan ikke indsættes eksamensforudsætninger ved en afsluttende eksamen.
  • Den studerende kan klage over den afsluttende eksamen.

Understøttelse og afvikling

  • Ved en afsluttende eksamen understøttes indlevering af besvarelse og evt. efterfølgende mundtligt forsvar via AU’s digitale eksamensplatform (WISEflow).
  • Til afsluttende eksamener på kandidatniveau foregår tildeling af vejledere tidligere end ved almindelige fageksamener med individuel vejledning (fx i det foregående semester).
  • Der er desuden særlige procedurer for godkendelse af opgaveformulering for den afsluttende eksamen. Blandt andet er der et krav om en ændret opgaveformulering på 2./3. prøveforsøg, som tilrettelæggelsen af den studerendes prøveforsøg skal imødekomme.

Læs nærmere om understøttelse og afvikling af de specifikke prøveformer, der kan indgå som prøvebegivenheder i en afsluttende prøve under:

Eksempel til inspiration

Beskrivelse af prøveform, inkl. formalia 

 

Specialet består af en fri hjemmeopgave efterfulgt af en mundtlig prøve.  

Fri hjemmeopgave 

Individuel eller i gruppe på 2 studerende. 

Omfang: 
Individuelt: Max 120.000 anslag (tegn inkl. mellemrum) svarende til 50 normalsider. 

2 personer: Max 180.000 anslag (tegn inkl. mellemrum) svarende til 75 normalsider 

Specialet skal indeholde et dansk og et engelsk resume på maksimalt en normalside (2400 anslag) hver. I det engelske resume skal specialets titel anføres på engelsk.  

Mundtlig prøve 

Den mundtlige prøve er individuel.  
Varigheden er 45 min. Inkl. votering.  

Den mundtlige prøve vil tage udgangspunkt i hjemmeopgaven. Den studerende har indledningsvist max 15 min. til at trække væsentlige temaer frem eller underbygge nogle af de oplysninger, der er i specialet. Herefter følger en eksamination i specialet. 

Sprog 
Dansk eller engelsk 

Bedømmelsesgrundlag 
Der foretages en helhedsvurdering, hvor både det skriftlige produkt og den mundtlige præstation indgår i bedømmelsen.  

Reeksamen 

Reeksamen har samme eksamensform som 1. eksamensforsøg.   
Dog kan 2./3. eksamensforsøg skrives individuelt, selv om 1. eksamensforsøg blev skrevet i en gruppe. 
 
Den studerende tilmeldes automatisk 2./3. eksamensforsøg uden mulighed for at afmelde sig, hvis ikke specialet bestås ved 1. eksamensforsøg  

Den studerende skal have godkendt en ændret opgaveformulering, der skal ligge inden for samme emneområde. Dette skal ske inden for den angivne tidsfrist. Der gives en ny afleveringsfrist på tre måneder