Studerende på Arts vil opleve, at der på mange forskellige planer arbejdes med at sikre sammenhæng i uddannelserne, både i det enkelte fag mellem læringsaktiviteter og eksamen og på tværs af fag i forhold til bl.a. den samlede arbejdsbelastning for studerende.
Studerende vil i undervisningen møde aktive forskere som undervisere. Bemandingen af fagene er afdelingsledernes ansvar, da det helt fagnære blik på sammenhænge mellem fag og forskningsområder findes her. Underviserne tilrettelægger undervisningen som fuldtidsstudier. Afdelingslederen sikrer, bl.a. i dialog med uddannelsesnævnet, at arbejdsbelastningen på de enkelte fag koordineres, så arbejdsmængden er passende og undervisningsformerne varierede. Dette evalueres i Danmarks Studieundersøgelse og kan evalueres i undervisningsevalueringerne.
Udvikling af undervisning og undervisningsformer foregår løbende i lærerkollegier og uddannelsesnævn under inddragelse af undervisningsevalueringer og på basis af aktuel forskning.
På kandidatuddannelsen i medievidenskab har underviserne, i forbindelse med udviklingen af en ny studieordning, arbejdet med principperne for Student Centered Learning (SCL). I tilrettelæggelsen af undervisningen er de studerendes faglige interesser tænkt ind som et styrende princip i forløbet. Indenfor dette pædagogisk paradigme skifter de studerendes rolle fra at være passive modtagere, til at blive aktive medundervisere.
Eksempelvis arbejder de studerende i faget Forskningsdesign og metode med casestudier i projektgrupper. Underviserne varetager rollen som facilitator og vejledere. Fagets ramme er meget åben, og de studerende skal selv vælge hvad, de vil arbejde med, og hvordan de vil undersøge det fænomen, som de har valgt at fokusere på. De studerende kommer selv i høj grad på banen og dette fordrer stor åbenhed og fleksibilitet hos underviserne.
Forud for de første gennemløb af undervisningen på den nye studieordning har fagmiljøet investeret timer i at udtænke de mulige undervisningsformater, afstemme forventninger imellem underviserne og koordineringen på tværs for at sikre det mest optimale udbytte og de bedst mulige rammer for de studerendes læring.
På Arts har vi besluttet at bachelorstuderende skal tilbydes 168 konfrontationstimer pr. semester og kandidatstuderende skal tilbydes 112 timer pr. semester. Indikator 3 (planlagte timer) viser, hvor mange konfrontationstimer (undervisnings- og vejledningstimer) AU planlægger at tilbyde de studerende i gennemsnit pr. 30 ECTS, altså antal timer/30 ECTS, som svarer til pr. semester.
Antal ECTS er renset for kurser med speciale, bachelorprojekt, obligatorisk udenlandsophold samt projektorienteret forløb.
Universitetsuddannelser skal tilrettelægges som fuldtidsuddannelser og dette ansvar påhviler afdelingsledere og studieledere at sikre. De studerendes vurdering af deres tidsforbrug fremgår af indikator 7 (studieintensitet). Indikatoren viser gennemsnittet af de studerendes svar på spørgsmålet: "Hvor mange timer bruger du på undervisning, selvstudium og
praktik på en typisk uge i dette semester?".