Studerende vil i undervisningslokalet møde aktive og fastansatte forskere. Forskerne vil have forskellige faglige profiler og vil forske i forskellige grene af uddannelsernes fagområder. Sammenhængene mellem forskernes forskningsområder og uddannelsernes fagområder fremgår af de årlige bemandingsplaner.
Forskerne og de øvrige videnskabelige medarbejdere er organiseret i lærerkollegier i tilknytning til den eller de uddannelser, de underviser på. Lærerkollegierne sidder oftest fysisk placeret sammen og mødes jævnligt og drøfter undervisningens indhold og koordinerer undervisningens faglige tilrettelæggelse.
Da undervisningen oftest afvikles i bygninger nært ved lærerkollegiernes kontorer, vil det være muligt for studerende at møde deres undervisere også uden for undervisningen og det vil altid være muligt at træffe en aftale om en samtale med en underviser.
På Arts har vi initieret arbejdet med at afdække forskellige former for forskningsintegreret undervisning, som inkluderer de studerende i forskningsprojekter. Formålet hermed er at styrke de studerendes egne kompetencer, deres dybe faglighed samt deres studerendes evner til at indgå i forskningssamarbejde.
Hoveddelen af en videnskabelig medarbejders arbejde består af undervisning og forskning. For at institutleder på et sagligt grundlag kan vurdere, om den enkelte medarbejder lever op til de forskningsmæssige forventninger i stillingen, gennemfører institutleder et forskningstilsyn. Forskningstilsynet angår fortrinsvis den del af arbejdsindsatsen, som kan måles i PURE-registrerede forskningspublikationer.
Forventningen til VIP på Arts er mindst to årlige videnskabelige fagfællebedømte arbejder eller større arbejder svarende hertil set over en treårig periode: artikler i fagfællebedømte tidsskrifter/antologier, andet videnskabeligt arbejde ved forlag med fagfællebedømmelse eller større videnskabelige rapporter.
Forskningstilsynet beror på publikationer registreret i PURE som fagfællebedømte bidrag. Den anvendte definition af ’fagfællebedømt’ er den, som er fastsat af Uddannelsesministeriets styregruppe for den Bibliometriske Forskningsindikator.
Forventningen skal ved forskningstilsynet ses i relation til den enkelte forskers varetagelse af øvrige arbejdsopgaver i forbindelse med forskning, talentudvikling, uddannelse og videnudveksling.
VIP-dækningsgraden af minimumstimer er indikator 6c i kvalitetssystemet og viser andelen af planlagte VIP-dækkede konfrontationstimer (undervisnings- og vejledningstimer) i forhold til det fælles minimumstimetal på 168 timer pr. semester på bachelorniveau og 112 timer pr. semester på kandidatniveau. Opgørelsen baseres på semestre med fuldt kursusprogram, hvorfor semestre med specialeperiode, bachelorprojekt og obligatorisk projektorienteret forløb/obligatorisk praktik ikke indgår.
Formålet med bemandingsplanerne er på en overskuelig måde at kunne påvise forskningsdækningen af vores uddannelser. Bemandingsplanerne indgår i datapakkerne som supplerende og kvalificerende bilag til forskningsdækningsindikatoren 6c, og de dækker samme periode som indikatorerne. Desuden er der en tæt sammenhæng med indikator 3 ”Planlagte timer” i kvalitetssystemet, som er baseret på data fra Timetælleren. De er derfor sammen med de øvrige data baggrund for drøftelserne til årlig status. Bemandingsplanerne er med til at vise forskningsdækningen på uddannelserne, og VIP’ernes krydser i fagområderne illustrerer forskningsdækningen af det enkelte fag og samlet set på selve uddannelse.