Et af Aarhus Universitets kerneopgaver er, at uddanne dimittender til fremtidens arbejdsmarked, som det fremgår af Strategien 2025. For at skabe et godt samspil mellem studerende og arbejdsmarkedet har AU sat som delmål at skabe flere erhvervsrettede elementer i uddannelserne, da det skaber en bedre tilknytning for de studerende til arbejdsmarkedet allerede under studietiden og samtidig letter overgangen til arbejdsmarkedet for vores dimittender.
På AU er der derfor fokus på at give flere studerende mulighed for at skrive et erhvervsspeciale – dvs. et speciale der udarbejdes i et samarbejde med en organisation eller virksomhed, som den studerende har taget kontakt til og indgået aftale med. Et erhvervsspeciale er et akademisk speciale, men fordi det udarbejdes i samarbejde med en virksomhed, giver det samtidig mulighed for at arbejde med praksis. Det giver et godt indblik i en konkret virksomhed, en branche og det at være på en arbejdsplads, samtidig med at man får styrket sit netværk og får nogle personlige erfaringer med sig, når man skal ud på arbejdsmarkedet.
Erhvervsspecialer er forankret på fakultets- og studienævnsniveau og sker efter lokale rammer og retningslinjer. Information og vejledning rettet mod studerende findes derfor på lokale studieportaler.
Med AU’s erhvervssatsning er der en samlet indgang for virksomheder og organisationer, der ønsker at samarbejde med studerende fra Aarhus Universitet – erhvervsspecialer. Her kan virksomheder og organisationer finde relevant information vedr. forskellige samarbejdsmuligheder samt lokale kontaktoplysninger. Desuden findes websitet AU job- og projektbank, som forbinder studerende med arbejdsgivere, der ønsker at samarbejde om relevante projekter.
Uddannelsesstrategisk sekretariat udarbejder årligt en emnerapport i Power BI om studerendes erhvervssamarbejder – herunder erhvervsspecialer – der understøtter kvalitetsarbejde og ledelsesinformation.