Aarhus Universitets segl

Rekruttering

Universitetet vil fastholde sin position som et attraktivt universitet og fortsat optage studerende, der har gode faglige forudsætninger og motivation for at fordybe sig og engagere sig i deres uddannelse og studieliv.

Uddannelsesvalget er et komplekst livsvalg med mange forskellige motiver på spil. Valget er en vanskelig, individuel beslutning, som kræver overblik over muligheder, kendskab og indblik i uddannelser og studieliv samt let adgang til kvalificeret hjælp og vejledning. På Aarhus Universitet anerkender vi den svære beslutning og ønsker at møde vores kommende studerende, der hvor de er i deres valgproces, gennem en relevant og målrettet rekrutteringsindsats. Universitetet skal være en troværdig sparringspartner og basere kontakten på Principperne for studievejledning med særligt fokus på respekt, åbenhed og tillid.

Studenterrekruttering skal understøtte det gode match mellem ansøger og uddannelse og tiltrække kvalificerede og motiverede studerende på et fuldt oplyst grundlag, der er i stand til at gennemføre uddannelsen på normeret tid og uden unødigt frafald. Dette sker i tæt samspil mellem central- og fakultetsadministration samt repræsentanter fra undervisere og studerende. Konkret koordineres og udvikles rekrutteringsindsatsen i den tværgående Rekrutteringsgruppe for national rekruttering. Gruppen bidrager bl.a. til de fælles rekrutteringsarrangementer som StudieInfo, Studiepraktik og Udays og har medvirket til at udvikle Guidelines for god rekruttering, som skal skabe sammenhæng og rød tråd i rekrutteringen.

Studenterrekrutteringen skal styrke kendskabet til AU, skabe interesse for uddannelserne og bidrage til integration af nye studerende gennem en god studiestart, der bygger bro til ungdomsuddannelserne. Potentielle studerende skal kende til deres muligheder og have en klar forståelse for uddannelsens faglige og sociale indhold samt hvilke forventninger, der stilles til den enkelte, for at kunne træffe et reflekteret valg. Unge kigger efter forbilleder og spejler sig i ligesindede, når de søger viden om uddannelse. Derfor inddrages studerende og undervisere som rollemodeller og ambassadører for universitet. Som konkrete eksempler herpå kan nævnes Det rullende Universitet, hvor studerende underviser gymnasieelever for en dag, det frivillige netværk for studerende Spørg en AU’er eller dokumentarserien Studierejsen.

For rekruttering af internationale BA og KA studerende gælder samme principper som for national rekruttering. Sikring af internationale studerendes kvalificerede og oplyste studievalg sikres gennem et tæt samarbejde mellem AU’s administrative enheder og de faglige miljøer. Ikke mindst er der målrettet fokus op at involvere og inddrage nuværende internationale studerende i ”peer to peer” dialog med potentielle nye studerende.

Studenterrekruttering på Aarhus Universitet omfatter således kommende nationale og internationale bachelor- og kandidatstuderende til universitetets campusser i Aarhus, Emdrup, Herning og Viborg.