På Technical Sciences er der nedsat 7 aftagerpaneler – 6 for ingeniøruddannelserne og et for de jordbrugsvidenskabelige uddannelser.
- Hvert aftagerpanel nedsættes for en 3-årig periode og består af 5-12 aftagerepræsentanter, der alle i det daglige varetager jobfunktioner inden for uddannelsernes områder og har indsigt i ansættelsesområderne. Sammensætningen af aftagerpanelet skal have en bred dækning og repræsentere både det private og offentlige erhvervsliv.
- Med aftagerpanelerne ønsker Technical Sciences at styrke uddannelserne ved at skabe en tæt dialog mellem aftagere, studerende og undervisere.
- Aftagerpanelerne udgør et forum, der kan være med til løbende at sikre, at uddannelserne er samfundsrelevante med en kompetenceprofil, der afspejler aktuelle og fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Herunder også at fakultetet kan iværksætte nye uddannelses- og efteruddannelsesinitiativer, når der opstår behov i samfundet.
- De studerendes mulighed for relevant, målrettet og velfunderet karrierevejledning styrkes også gennem dialogen med aftagerpanelerne – og aftagerpanelerne er også en måde at få udbredt kendskabet til fakultetets uddannelser på arbejdsmarkedet, hvilket er en fordel for de studerende, når de engang skal søge ud på selvsamme arbejdsmarked.
- Den primære dialog med aftagerpanelerne sker gennem fakultetets uddannelsesudvalg, som aftagerpanelet løbende er rådgivningspartner for. Derudover kan de også inddrages i rådgivning omkring akkreditering og evaluering af uddannelserne, samt når der etableres nye uddannelser inden for eller i tilknytning til aftagerpanelets fagområde.