Aarhus Universitets segl

Fagligt stærke og sammenhængende uddannelser

AU ønsker at udbyde uddannelser, der baserer sig på den dybeste faglige viden, har en klar sammenhængende struktur og udviser en tæt forbindelse mellem læringsmål, læringsaktiviteter og eksamensformer.

1. Uddannelser forankret i forskning

Studerende skal erfare, at AU’s uddannelser er funderet på dyb faglighed og bibringer dem indsigter i det nyeste vidensgrundlag.

På AU skal uddannelser være solidt forankrede i universitetets aktive forsknings- og vidensmiljøer. Uddannelserne skal være udviklet, tilrettelagt og afviklet i tæt samspil med aktive forskere og undervisere med indsigt i den nyeste forskning. Undervisere skal som rollemodeller bidrage til, at studerende tilegner sig den nyeste viden inden for fagområdet og praktiserer fagets metoder.

2. Struktur i uddannelserne

Uddannelser på AU skal struktureres klart, så sammenhænge, progression og valgmuligheder fremstår indlysende og understøtter den studerende i at gennemføre uddannelsen.

Den enkelte uddannelses struktur skal skabe motivation, klare sammenhænge og faglig progression mellem uddannelsens forskellige discipliner og elementer. Der skal være en synlig og forståelig forbindelse mellem fastlæggelsen af ECTS-belastning på de enkelte kurser og den faktiske arbejdsbelastning. Målet er at sikre en jævn studiets arbejdsbelastning på langs og på tværs af studierne.

3. Læring gennem varierende læringsprocesser

De enkelte undervisningsforløb skal tilrettelægges, så der er en tydelig sammenhæng mellem læringsmål, læringsaktiviteter og eksamensformer.

Undervisningen skal understøtte læring gennem varierede og aktiverende læreprocesser, som gør det muligt for studerende at tilegne sig fagets viden, færdigheder og kompetencer. De valgte eksamensformer skal sikre, at det lærte afprøves, og at den studerendes præstationer bliver retfærdigt vurderet.