Aarhus Universitets segl

Studie- og trivselsvejledning

Professionel understøttelse af de studerendes studieforløb

Vejledning og studieinformation på Technical Sciences, i daglig tale studievejledningen, består af en afdelingsleder, fastansatte studie- og trivselsvejledere, studenterstudievejledere (studenteransatte deltidsvejledere) samt studieformidlere. På diplomingeniøruddannelserne har man faglige vejledere, istedet for studenterstudievejledere.

Studievejledningen tilbyder vejledning til alle studerende og potentielle studerende og understøtter i overensstemmelse med principperne for Studievejledning på Aarhus Universitet:

  • at de (kommende) studerende træffer reflekterede valg af uddannelse baseret på viden om fagligt indhold, krav, studiemiljø, og karriereperspektiver
  • at de studerende gennem første studieår bliver socialt og fagligt integreret på uddannelserne
  • at de studerende træffer relevante og kvalificerede valg undervejs i studieforløbet
  • de studerendes studiemestrings- og handlingsevne, så den enkelte studerende kan håndtere de studiemæssige udfordringer på kvalificeret vis
  • at der skabes et velfungerende studiemiljø med trivsel i de faglige miljøer og på campus generelt
  • at viden om de studerendes handlemønstre deles med de faglige miljøer og dermed bidrager til at højne kvaliteten i uddannelserne
  • at det er nemt og overskueligt for potentielle og igangværende studerende at skabe sig et overblik over de enkelte uddannelsers job- og karrieremuligheder

Understøttelsen sker i et tæt samspil mellem Vejledning og studieinformation, Studieadministrationen, AU Uddannelse, Dekanatet og de faglige miljøer og indbefatter indsatser som:

  • Planlægning og deltagelse i rekrutteringsarrangementer for potentielle studerende
  • Sikring af relevant og tilgængelig studieinformation
  • Deling af viden og ledelsesinformation med de faglige miljøer om studerendes gennemførsel, trivsel og oplevede studiekompetencer
  • Kollektive og individuelle vejledningsaktiviteter til understøttelse af de studerendes trivsel, fastholdelse og gennemførsel

Studievejledning og faglig vejledning hænger sammen

De studerende kan opsøge en studievejleder, hvis de har brug for at ændre i deres studieprogram. Studenterstudievejlederne kan vejlede de studerende i hvilke faglige sammensætningsmuligheder, der er for den enkeltes studieforløb. Der ligger ofte en trivselsproblematik bag, hvis en studerende ønsker at ændre i sit studieforløb, og studie- og trivselsvejlederne kan hjælpe med trivselsproblematikker og samtidig vejlede de studerende i forhold til dispensationsmuligheder. Hvis den studerende har brug for anden støtte og vejledning, er det studievejledningens opgave at henvise til relevant hjælp. Det kan eksempelvis være SPS, Studenterrådgivningen m.fl.

Studie- og trivselsvejlederne på Technical Sciences tilbyder samtaler til studerende på lokationerne: Katrinebjerg, Hangøvej, Ny Munkegade, på Navitas og Campus Herning.