Aarhus Universitets segl

Udbud og optagelse

Udbud og studiepladser

Prodekan for uddannelse godkender, på vegne af Dekanen, rammerne for optagelse på alle fakultetets uddannelser, hvorved det sikres, at udbuddet er i overensstemmelse med fakultetets overordnede strategiske og økonomiske rammer.

Det drejer sig om fastlæggelse af:

  • Udbud og evt. adgangsbegrænsning
  • Fordeling mellem kvote 1 og kvote 2
  • Faglige adgangskrav
  • Evt. stop for optagelse på fakultetets uddannelser

Institutleder indstiller i dialog med studielederen ændring i udbud, adgangsbegrænsning og fordeling mellem kvote 1 og kvote 2. Institutleder fremsender eventuelle ønsker om lukning af uddannelse til prodekanen, der på vegne af dekanen, indstiller til rektor, der træffer den endelige beslutning.

Studienævnet udarbejder eventuelle specifikke adgangskrav for bacheloruddannelserne, som indstilles til ministeriet til godkendelse.

Studienævnet udarbejder ligeledes adgangskriterier for kandidatuddannelserne. 

Ansøgninger

Alle ansøgere, både i kvote 1 og kvote 2, skal opfylde de gældende adgangskrav til uddannelsen, dvs. have bestået en adgangsgivende eksamen og opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen.  

Kvote 2 ansøgere vurderes ud fra et gennemsnit af særligt relevante kvote 2 fag, samt relevante kvalifikationer.

Optagelse

Selve optagelsen på bachelor- og kandidatuddannelser varetages af afdelingen Optagelse, der er en del af AU Uddannelse under fællesadministrationen på Aarhus Universitet.

Den faglige vejledning og evt. faglig vurdering af ansøgere i forbindelse med optagelse foregår ved, at studienævnene udpeger uddannelsesansvarlige, som tager sig af at hjælpe Optagelse, når de har brug for hjælp til vurderingen af en ansøgers kvalifikationer. Det er oftest studielederen for den pågældende uddannelse, men det kan også være en anden person (f.eks. en linjekoordinator eller anden VIP). Så der er ikke en bestemt person, som varetager denne opgave, udover at det altid er en VIP.

Full-degree-studerende

Indsatsen vedr. de internationale studerende går på tværs af universitetet, hvor det, som nævnt ovenfor, er Optagelse, der står for optagelsesprocessen; Aarhus BSS Kommunikation og Eksterne Relationer står for rekruttering og fastholdelse; mens International Uddannelse, Aarhus Universitet, står for de ikke-akademiske services. Alle involverede afdelinger står for vejledning og information for deres område.

Når den centrale enhed Optagelse har vurderet ansøgningerne, informeres ansøgerne om enten tilbud om optag eller afslag. Mens ansøgerne afventer svar på deres ansøgning får de tilsendt et Aarhus BSS-nyhedsbrev, som er målrettet internationale studerende, der har ansøgt om studieplads. Nyhedsbrevet har som formål at fastholde interessen for Aarhus BSS ved at informere om alt lige fra fakultetet og AU til undervisning, studieliv, karriere og det at bo i Danmark. Nyhedsbrevene suppleres af andre fastholdelsesindsatser via eksempelvis sociale medier og tilbud om personlig kontakt. De internationale ansøgere har desuden mulighed for at komme i kontakt med en nuværende studerende på Aarhus BSS og søge gode råd og information.

I løbet af deres studier har de internationale full-degree-studerende naturligvis adgang til AU's fulde tilbud af services: Studievejledning, karrierevejledning, alumneprogram o.l. Hertil kommer nogle services, som kun er rettet mod internationale studerende som fx boligrådgivning, visumservices, diverse sociale arrangementer etc.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Har du spørgsmål til udbud og optagelse, så er du velkommen til at kontakte Klaus Mors Kristensen.